Det er vist ikke til at skjule, at der efterhånden er kommet et baby-tema i mine projekter. Det er praktisk at kunne sy, når man skal skaffe så meget udstyr og helst for små penge. Men det er altså ikke altid lige inspirerende, og så skal det bare gøres.

Farmor Carla (min svigermor) havde skaffet os en gratis puslepude, som efter min mening bare liiiige skulle have et nyt betræk.  Det har den fået, men det gik altså ikke så glat, som jeg havde håbet. Måtte lige stoppe op, sove på det og så sprætte op og justere. Træls.

Puden er dog endt som en fin, orange sag med akryldug fra Aspegrens lagersalg, og nu passer den perfekt ind i børneværelset (som stadig kun findes i min fantasi og lidt på mit moodboard i syværelset).

Planen med resten af den orange akryldug er bl.a. at sy en hynde til den højstol, vi får skaffet engang og måske nogle hagesmække. Skulle vist have købt 5 meter og ikke 'kun' 2,5, for den ville også gøre sig godt som dug her i lejligheden.

Her er i øvrigt et billede af puslepuden, som det var før, på vores puslebord. Det skal også bare liiiige males og gerne turkis. Nu må vi se, hvornår/om det kommer til at ske ;)


0 kommentarer:

Send en kommentar